Dragør og silden

Af Martin Borg

At der er opstået en by her på Dragør skyldes områdets særlige beliggenhed ved Øresund, hvori ikke mindst silden har haft afgørende betydning.

Ved strandens lægivende næs eller ”ør” – nuværende Nordre Mole opstod her i Middelalderen et sildemarked, der i århundreder gennemførtes i kort men hektisk sæson fra 29. august til 9. oktober – sildens legetid.

Der findes flere beretninger om denne rigdom af sølv: Saxo Grammaticus fortæller omkring 1200 om sildestimer så tætte og høje i vandet, at man knapt behøvede redskaber for at fiske, man kunne øse sildene op i bådene med hænderne. Dette kan sammenlignes med en illustration fra Olaus Magnus (1555), der som illustrationen viser en stående hellebard i en sildetime.

En fransk ridder, Phillip de Maiziéres, fortæller i 1300 tallet:

”Som Gud har befalet det, rejser sildene to måneder, nemlig september og oktober, fra det ene hav til det andet, gennem Sundet i store mænger, og det er et stort under, at så mange passerer i de to måneder, så man flere steder vil kunne sønderhugge dem med sværdet.”

Ikke blot mængderne af sild understreges i denne rejseskildring, men også økonomien – ”det store under”. Og der var vitterligt mange sild med penge i! – Det anslås, at sildefangsterne i gode år i hele Øresundsområdet kunne nå op på 200-300.000 tønder. Der var nu også hurtig afsætning på de utrolige mængder, idet silden var en vigtig fastespise i det katolske Europa.

Det såkaldte Skånemarked havde navn efter de største handelspladser Falsterbo og Skanör i datidens Øresundsregion, og strakte sig i et trekantsområde med Dragør. Markedet formodes opstået her på stedet i 1200-tallet, selv om det første kongelige privilegium til handel blev givet i 1300-tallets midte. Silden og det almindelige handelsmarked, der opstod på Dragør, tiltrak folk langvejs fra. Det har myldret med folk i en målestok, der selv i dag er vanskelig at forestille sig. 10.-, 15.-, ja 20.000 mennesker kunne samles her i den hektiske efterårssæson. Naturligvis fiskere og folk der behandlede silden, men også bødkere, sejlmagere, smede og ikke mindst dominerende købmænd fra den tyske handelssammenslutning Hansaen, som hurtigt øjnede en god forretning. Hver by, der ønskede en bod på markedet søgte kongen om tilladelse til at overtage et fed, og af bevarede kilder kan udover danske pladser (København, Helsingør, Ribe, og Roskilde) spores fed tilhørende hollandske byer som Kampen, Deventer og Zytpen samt tyske byer som Wismar, Stralsund, og Greifswald.

Udenlandsk deltagelse kan også dokumenteres via arkæologiske fund i Dragør: Vendiske, pommerske og livlandske mønter samt tyske stenstøjskander. Endvidere er der fundet en sildetønde, der nu står på Dragør Museum, èn af de mange, der kan være produceret og brugt her på markedet.

Selve fiskeriet bestod i, at mindre både med 3-5 mand sejlede ud på fiskepladserne i Øresund og Køge Bugt. Når sildene var fanget, skulle den behandles: Pramkarlene transporterede sildene mellem skibene og landjorden, vognkarlene kørte dem videre til købmændenes såkaldte styrtrum. Her rensede gællekonerne sildene, der så pakkedes i tønder af læggekonerne. Endvidere kogte grumkarlene tran af sildeaffaldet, kaldet grum. De kongelige privilegier gav oprindelig kun tilladelse til beboelse i markedstiden. Man rejste derfor primitive boder, der nemt kunne fjernes ved bortrejsen. – Få nedgravede stolper overdækket med sejldug gav tilstrækkelig beskyttelse mod vind og vejr. Fra 1420’erne begyndte man imidlertid at have boderne stående fra år til år, og der opstod lerklinede bindingsværkshuse, dog stadig kun til sæsonmæssig benyttelse.

Skånemarkedet ebbede ud i Dragør i 1600-tallet. Der var flere årsager til dette: Fiskerlejet afbrændtes under Grevens Fejde 1536, sildefangsterne svandt ind, men også reformationen medførte et mindre behov for sild som fastemad. Hertil var Chr. IV ikke længere interesseret i at støtte Hansebyernes handelsrettigheder, som kongen ikke fornyede. Tilbage blev få fastboende fiskere, der grundlagde den første faste beboelse på Dragør.

I 1700- og 1800-tallet skiftede Dragør karakter, og blev en af kongerigets største søfartsbyer, hvorved fiskeri blev et sekundært erhverv. Først ved skippertidens afslutning sidst i 1800-tallet opstod fiskeriet atter fra Dragør, dog i meget mindre målestok end i Middelalderen. I dag findes ti aktive erhvervsfiskere i Dragør, men kun én sejler ud for at fange sild i høstmånederne, hvor en samlet fangst kan give omkring 10 tons.

Sammenlignet med Skånemarkedet på Dragør for 700 år siden er dette ikke meget. Det er imidlertid ikke fordi silden afholder sig fra at holde legetid i Øresund nu om stunder, der er blot ikke længere gode indtjeningsmuligheder ved sildefiskeriet.

 

Senest opdateret 06. maj 2015 af webmaster